Freja Kirk

Freja Kirk sætter alle menneskers kamp, for finde sig til rette, på spidsen. Til rette i sin krop, til rette med sit køn, til rette med sine venner, til rette med sin sorg, til rette med sit begær. For hun lever hver dag midt i splittelsen og kan kun afløb for den i sine trappede soulsange. På sit kommende album, ’Pussyfied’, favner hun usikkerheden og fejrer sejrene.  

Hun hverken en af drengene eller en af pigerne. Hun er hverken den strømlinede popsangerinde eller den kantede outsider. Hun er hverken en eksplosion af påtrængende selvtillid eller selvudslettende sky. For at fange Freja Kirk må man først og fremmest forstå det: Hver gang hun bliver forsøgt defineret, undviger hun. Hun eksisterer i et landskab uden klare svar, uden klare identitetsmarkører. Det er en risiko, de færreste tør løbe, men for hende kan det ikke være anderledes. Og det skinner igennem på hendes kommende album ’Pussyfied’, der drilsk skifter mellem hårde frigørelsesanthems og blide selveksaminerende ballader. ”Det er et album om at turde være sig selv. Et opråb om, at vi er gode nok. Det er også et ret lummert album. Jeg håber, at folk for lyst til at kysse til koncerterne og dyrke sex til sangene derhjemme,” siger Freja Kirk.

At musikken blev Freja Kirks ventil, lå egentlig i kortene. Også selv om hun skulle finde sig til rette med det, fordi en grundlæggende trods i hende blokerede. Hun ville sgu da ikke bare gå i fars fodspor. Hendes far var professionel musiker, og hun spillede fra en tidlig alder flere instrumenter – hun foretrak trommer og sang. I pladebutikkerne i Valby bladrede hun gennem rækkerne af cd’er og fandt albums med Erykah Badu, Missy Elliot, Aalilyah, og det miks af feminint forstærket soul, r&b og hiphop lagde en evig grundtone i både hendes vokal og sangskrivning.

Men først da musikken nærmest tvang sig vej til overfladen, gik hun i studiet med sine sange. Hendes første album landede i 2014. Det er – som hun selv siger – ”super dark” og behandlede kærestesorger og farens død. Men et skelsættende møde med Gisli Gislasson (Phlake), Reza (Sivas) og Alexander Grandjean satte en ny kurs – dels fik produktionen mere trap og kant, dels fik de Freja Kirk til at træde mere frem som menneske.

”Jeg følte mig enormt hæmmet, men de blev del af en ny vennekreds, som boostede mig. Som fik mig til at se mig selv i et nyt lys. Der var pludselig intet i vejen med, at jeg nogle gange ser mig selv som dreng. Andre gange som pige. At jeg var i tvivl og nok altid vil være det. Det var bare cool. Så i stedet for, at jeg gik og gemte mig væk, turde jeg stille mig frem og gå med rank ryg. Og det gør også, at jeg kan synge mere åbent end nogensinde før,” fortæller Freja Kirk. ”Mange af mine følelser og oplevelser har været isoleret i mange år. Alt virkede leverpostejfarvet. Men nu kommer de. Og jeg håber, at det får andre til at mærke sig selv.”

Læs og lyt

Spotify
Freja Kirk live
Facebook
Instagram