11/ 02
2020
Koncertsalen

Kl. 19:30

Dkk. (1) 500,- (2) 400,- inkl. gebyr

Varighed: Ca. 2x45 minutter

Wynton Marsalis

Det bliver en aften af de helt store, når jazzikonet Wynton Marsalis går på scenen sammen med det verdenskendte bigband ’Jazz at Lincoln Center Orchestra’ den 11. februar 2020 i Musikkens Hus i Aalborg.

Ført an af Grammy- og Pulitzer-prisvinder Wynton Marsalis står ’Jazz at Lincoln Center Orchestra’ som et fyrtårn i amerikansk jazz, og for første gang siden 1995 kan man opleve orkestret på dansk grund.

Om ’Jazz at Lincoln Center Orchestra’

Siden 1988 har ’Jazz at Lincoln Center Orchestra’ været synonym med ’Jazz at Lincoln Center’ i New York. De har turneret i flere end 300 byer på tværs af seks kontinenter og modtaget et hav af priser, herunder som ’Best Big Band’ i den årlige ’DownBeat Readers’ Poll’ fra 2013 til 2016. De er kendt for deres miks af originale kompositioner og historiske mesterværker af Duke Ellington, Count Basie, Fletcher Henderson, Thelonious Monk, Mary Lou Williams, Dizzy Gillespie, Benny Goodman, Charles Mingus og mange flere.

Om Wynton Marsalis

Wynton Marsalis er administrerende og kunstnerisk leder af ’Jazz at Lincoln Center’ og anerkendt trompetist, bandleder og komponist. Han er født i New Orleans i 1961 ud af en musikalsk familie og begyndte som klassisk trompetist som 12-årig, blev optaget på The Juilliard School i 1978 og kom allerede i 1980 med i ’Art Blakey and the Jazz Messengers’. Wynton Marsalis debuterede med sin første plade i eget navn i 1982 og har siden stået bag flere end 60 udgivelser, der har sikret ham i alt ni Grammy-priser. I 1983 blev han den første og indtil videre eneste kunstner, der har modtaget både en klassisk og jazz Grammy i det samme år, hvilket han gentog året efter.

I 1997 blev han den første jazzmusiker til at modtage den prestigefyldte hæderspris Pulitzer for musikken til ’Blood on the Fields’, der var kommissioneret af ’Jazz at Lincoln Center’. I 2001 blev han udpeget som ’Messenger of Peace’ af den daværende generalsekretær for FN, Kofi Annan, og han er desuden udpeget som ’Cultural Ambassador for Jazz’ af USA’s udenrigsministerium og NEA Jazz Master sammen med resten af Marsalis-familien.

Koncerterne er en del af den landsdækkende Vinterjazz, der fejrer 20-års jubilæum den 6.-29. februar 2020, og præsenteres som et samarbejde mellem Musikkens Hus, DR Koncerthuset og Copenhagen Jazz Festival. 

Medvirkende

Wynton Marsalis, trompet
Ryan Kisor, trompet
Kenny Rampton, trompet
Marcus Printup, trompet
Chris Crenshaw, trombone
Vincent Gardner, trombone
Elliot Mason, trombone
Sherman Irby, alt- og sopransaxofon, fløjte og klarinet
Ted Nash, alt- og sopransaxofon, fløjte og klarinet
Victor Goines, tenor- og sopransaxofon, klarinet og basklarinet
Paul Nedzela, bariton- og sopransaxofon og basklarinet
Camille Thurman, saxofon og vokal
Dan Nimmer, klaver
Carlos Henriquez, bas
Willie Jones III, trommer

Musikkens Jazzklub 

Koncerten er en del af Musikkens Jazzklub foråret 2020, hvor du får 30% rabat på fire inkluderede koncerter samt en række andre fordele.

Køb dit medlemskab her.

<Macro: (,)>