nyhed
06/ 03
2021
Koncertsalen

Kl. 20:00

DKK. 285,- inkl. billetgebyr

Vocal Line

Et af verdens allerbedste a-cappella kor er fra Aarhus. I foråret 2021 drager Vocal Line på en omfattende musikhusturné, som bringer dem til Musikkens Hus i Aalborg.

I 30 år har koret, med korleder Jens Johansen i front og med unikke og nyskabende fortolkninger af musik fra verdensstjerner som Bjørk, Sting og Peter Gabriel, konstant hævet barren for kvaliteten af sit musikalske udtryk og gang på gang oversteget publikums forventninger.  

Det gør de med et uhørt højt musikalsk niveau og unik kormusik, som har givet dem et enestående ry som frontløbere for en ny rytmisk kor-tradition, der har vundet genklang langt uden for landets grænser. Det som Vocal Line vil præsentere for hele Danmark i foråret 2021, er kulminationen på årtiers arbejde; en omfattende musikhusturné som har fået titlen ”Both Sides Now”.

En hyldest til livet

Koncertrækken i foråret 2021 er en spektakulær hyldest til livet og til det at være menneske. 

Gennem et udpluk af de bedste sange, som Vocal Line har haft på repertoiret i løbet af de 30 år, suppleret af korets nuværende og højaktuelle numre, belyses den kompleksitet og enkelhed som udgør livets grundsten, gennem musikkens sprog:

"Well something’s lost, but something’s gained in living everyday - I've looked at life from both sides now." - Joni Mitchell

Som publikum vil man ikke bare opleve Vocal Line i topform, men også en gentænkning af korkoncerten, hvor formationer, overgange, lys og visuals smelter sammen i et særligt stemningsforstærkende udtryk. Alt dette sker i samarbejde med koncertdesigner Astrid Vang-Pedersen og lysdesigner Mia Stærk, der i kombination med korets autentiske udstråling på en scene, sikrer publikum en oplevelse udover det sædvanlige.