13/ 12
2019
Intimsalen

Kl. 20:00

Dkk. 200,- inkl. gebyr

Koncerten er siddende

IRAH + Aalborg Symfoniorkester

22 strygere fra Aalborg Symfoniorkester fortolker den danske duo IRAH’s drømmende pop. Glæd dig til at opleve, hvordan to verdener smelter sammen i ét poetisk univers. Koncerten er Månedens Must Hear - vores anbefaling til dig.

Gæster af huset husker måske Musikkens Miks, hvor nogle af landets bedste kunstnere fra den rytmiske scene optrådte med egne og helt nye værker under ledsagelse af Aalborg Symfoniorkester. Dét musikalske univers er denne koncert en udløber af.

Det er blot i et mere intimt format, når IRAH sammen med udvalgte medlemmer af Aalborg Symfoniorkester nyfortolker musikken fra den danske duo i Musikkens Hus’ stemningsfulde Intimsal.

Om IRAH

Sangerinde Stine Grøn og pianist Adi Zukanović mødtes i starten af 2015 på Rytmisk Musikkonservatorium i København for at spille og improvisere musik. Her fandt de hurtigt ud af, at de sammen havde en instinktiv musikalsk forbindelse, som med tiden skulle udvikle sig til bandet IRAH.

I 2016 debuterede de med deres anmelderroste minialbum ’Into Dimensions’, og i 2019 er duoen atter aktuel med ’Diamond Grid’. Det storladne album har høstet femstjernede anmeldelser hos blandt andre Soundvenue og Gaffa, som bemærker de mange nuancer og små kontraster numrene imellem.

”IRAH’s musik kan vel bedst beskrives som drømmende, alternativ pop, men det føles meget langt fra den populærmusik, man ellers møder til daglig. Det lyder stort og bombastisk og for det meste elektronisk,” skriver Soundvenue, som også hæfter sig ved albummets relativt lange numre:

”De formår at skabe nok udvikling til, at man gerne vil blive ved med at lytte. Og det er en bedrift i sig selv i en tid, hvor vi evner at holde fokus i kortere og kortere tid.”

Adi Zukanović modtog for nyligt en af DJBFA’s traditionsrige hæderspriser. 

Begrundelsen var følgende:

”Med legende alvor kaster Adi Zukanović sig frådende over nye opgaver og skaber skud af forgreninger ind i både pop, jazz, klassiske orkestre og indie, der suger én væk til fremmede lande. En mand, som aldrig står stille, og minder os om, at vi aldrig kan passes ind i kasser”

Du kan derfor godt glæde dig til en smuk og bevægende aften, når IRAH udforsker nye elementer af deres egen musik akkompagneret af Aalborg Symfoniorkesters udvalgte medlemmer.

Månedens Must Hear 

'Månedens Must Hear' er vores anbefaling af en koncert, du ikke må gå glip af. Denne måned anbefaler vi dig at opleve IRAH+Aalborg Symfoniorkester. To verdener smelter sammen i én, det skal opleves live.

Hør producent fra Aalborg Symfoniorkester Anne Rom tage en snak med koncertmester fra Aalborg Symfoniorkester, Yana Deshkova, om koncerten her.

Se video fra lignende koncert

 

Arrangør: Musikkens Hus og Aalborg Symfoniorkester

<Macro: (,)>