aflyst
19/ 08
2020
Koncertsalen

Kl. 20:00

Dkk. 380,- inkl. billetgebyr

Varighed: Ca. 2x45 minutter

Der vil være reserveret et tomt sæde mellem alle gæster, men det er tilladt at rykke sammen med de personer, som man følges med til koncerten

Caroline Henderson

25 år efter at Caroline Henderson debuterede som solist med albummet ’Cinemataztic’, udsender hun sin første soloplade på dansk. Albummet ’Den danske sang’ udkommer d. 28. februar 2020, og i den forbindelse giver Caroline Henderson koncert i Musikkens Hus i Aalborg.

Aflyst

Det er med stor beklagelse, at Caroline Henderson desværre må aflyse sin koncert d. 19. august.

Alle billethavere er blevet kontaktet direkte med information om refundering.

Vi beklager den skuffelse, som aflysningen måtte medføre, og vi sætter stor pris på den enorme forståelse, som vi mødes af hos jer gæster.

Tusind tak for det og på gensyn til en af efterårets mange andre koncerter i Musikkens Hus.

Om koncerten

’Den danske sang’ er en auditiv historie om livet som rejse, om at blive adopteret af et nyt land, om at lære et nyt sprog og forstå sig selv på ny gennem det fremmede. For Caroline Henderson har musikken spillet en kæmpe rolle i den proces, og på den nye plade har Caroline valgt at dykke ned i den danske sangskat og fortolke nogle betydningsfulde sange, som for hende har været en kærlig vejviser i det ukendte.

’Den danske sang’ er Caroline Hendersons tolvte soloalbum og altså det første på dansk. På albummet blandes et akustisk udtryk med et elektronisk. Nogle af fortolkningerne er helt barberet ned og har et lyrisk nordisk jazzpræg. Andre har beats eller kor og symfoniorkester med i arrangementerne, som tilsammen danner en mosaik af et album. 

Om Caroline Henderson

Caroline Henderson er født i Sverige af en svensk mor og en amerikansk far. Hun voksede op i Sverige, New York, Philadelphia og Paris, inden hun bogstavelig talt kom ind med firetoget, da hun i 1983 bosatte sig i Danmark med intentionen om et kortere ophold. Men så blev hun hængende og blev hurtigt en del af den danske musikscene. Som korsanger for Gnags i midten af firserne mødte hun Maria Bramsen. De to fik enorm succes med bandet Ray Dee Ohh, der fra 1989 hittede på dansk. Efter tre pladeudgivelser var Caroline Henderson imidlertid hooked på at stå på egne ben. I 1995 udgav hun soloalbummet Cinemataztic, som tog landet med storm og indbragte hende hele syv Danish Music Awards-priser.

Solokarrieren tog en drejning, da Caroline Henderson i 2003 begyndte at synge og udgive jazz, stadig på engelsk. Gennem jazzen udforskede hun sine egne afroamerikanske rødder og fik et stort, trofast publikum, mens hun bredte sig endnu mere: De seneste år har hun både skrevet og været initiativtager til andre typer af større projekter, senest med musikforestillingen ’Divaer i glas’. Den anmelderroste kabaret spillede i Tivoli Glassalen i efteråret 2019 og hyldede nogle af de store ikoniske divaer, der har optrådt i Danmark gennem tiderne.