19/ 05
2017
Intimsalen

Kl. 20:00

DKK 200,- inkl. gebyr

NB: Gavekort udstedt før 1. april 2016 kan ikke indløses online. Kontakt Billetkontoret på 60203000

Bob Mintzer

Gå ikke glip af en koncert ud over det sædvanlige, når den amerikanske stjernesaxofonist Bob Mintzer giver koncert med Aalborgs eget Nordkraft Big Band i Musikkens Hus.

Oplev en af de største nulevende saxofonister, når Mintzer går på scenen med Nordkraft Big Band. Mintzer er selv både solist og dirigent ved koncerten, der tager musikalsk udgangspunkt i noget af hans allerbedste og meget populære musik skrevet til bigband.

Aftenen byder på medrivende musikalitet og fængende bigbandarrangementer toppet med Mintzers spektakulære saxofonspil.

Om Bob Mintzer

Mintzers cv er enormt. Han har som musiker, komponist og arrangør været toneangivende i flere årtier. Tilbage i 1970’erne spillede Mintzer med Buddy Rich’s Bigband, hvor han også skrev og arrangerede numre for bandet. I 1980’erne samarbejdede han tæt med Jaco Pastorius og indgik både i Pastorius’ bigband Word of Mouth og Pastorius’ kvintet med trommeslageren Peter Erskine og trompetisten Randy Brecker. Sideløbende var Mintzer en fast del af den berømte fusionsgruppe Yellow Jackets.

Bob Mintzer dannede i 1985 sit eget bigband, som med en stjernebesætning håndplukket af Mintzer selv har indspillet en lang række interessante plader fra 1980’erne og helt frem til i dag. Mintzers bigband blev en innovativ og nyskabende force i bigbandmusikken og hans numre og arrangementer har dannet skole inden for genren. I dag spilles Mintzers musik af bigbands verden over. 

Om Nordkraft Big Band

Nordkraft Big Band er Aalborg og Nordjyllands professionelle, rytmiske ensemble. Bigbandet blev dannet i 2010 for at sætte fokus på den rytmiske musik i Nordjylland, og visionen er at være den rytmiske pendant til Aalborg Symfoniorkester. 

Nordkraft Big Band har arbejdet med flere store danske artister, bl.a. Szhirley, Sinne Eeg, Mike Andersen, Nikolaj Bentzon samt amerikanske Roger Neumann og Robben Ford.

Bemærk: Ingen teleslynge