13/ 02
2015
Intimsalen

Kl. 19:30

DKK 215 inkl. gebyr

Winterreise

Med Bo Skovhus

Arrangør: Aalborg Kammermusikforening i samarbejde med Musikkens Hus

Benyt denne enestående lejlighed til at høre det ultimative hovedværk inden for det klassiske liedrepertoire, Schuberts store sangcyklus, Winterreise, sunget af en af vor tids største liedfortolkere, den danske verdenssanger, Bo Skovhus.

De 24 sange, som Schubert skrev til tekster af Wilhelm Müller i 1827, året før sin tidlige død, udgør et menneskeligt drama om tab og søgen efter mening, når alle ens drømme og forhåbninger pludselig lider skibbrud.

Bo Skovhus akkompagneres af den østrigske pianist og dirigent, Stefan Vladar.

Om Bo Skovhus og Stefan Vladar

Bo Skovhus, fik sit afgørende gennembrud kun 25 år gammel som Don Giovanni på Wiens Volksoper. Siden da har Skovhus’ karriere været et triumftog gennem alle de store operahuse i Europa og USA i operalitteraturens store barytonpartier. En meget stor del af sin tid vier han til liedkunsten, ikke mindst det centrale tyske repertoire: Schubert, Schumann, Wolf og Mahler.

Stefan Vladar, der akkompagnerer Bo Skovhus, er en ualmindelig alsidig musiker, der optræder over hele verden som solist med de mest prominente dirigenter og orkestre, som kammermusiker og akkompagnatør og som dirigent for orkestre som Wiener Symphoniker, Mozarteum-Orchester, Salzburg og Danmarks Radios Symfoniorkester, og siden 2008 har han været kunstnerisk leder og chefdirigent for Wiener Kammer Orchester, ligesom han er kunstnerisk leder for flere musikfestivaler.

Program

Franz Schubert: Winterreise. D 911.

Koncertintroduktion

I forbindelse med Bo Skovhus og Stefan Vladars opførelse af Schuberts Winterreise i Musikkens Hus den 13. februar vil der blive mulighed for at overvære en introduktion til værket umiddelbart inden koncerten. Det foregår i Intimsalen kl. 18.15–19.00, og der er fri entre for alle, som har billet til koncerten.

Introduktionen omfatter både tekst og musik til de 24 sange og varetages af Bjarne Troelsen, der er tidligere lektor i litteratur og filosofi, og Jan Mygind, der er konservatorieuddannet musikhistoriker og organist, og kendt fra adskillige introduktioner til Aalborg Symfoniorkesters koncerter.

Der vil blive udleveret et teksthæfte med både den tyske originaltekst og en dansk oversættelse.