Ændring af arrangementer

I Musikkens Hus glæder vi os over at være i gang med den nye sæson, hvor vi atter kan byde velkommen til koncerter og andre arrangementer. Samtidig ved vi godt, at der kan være bekymringer om fremtiden – men hos os kan du trygt købe billetter.

Refundering ved Musikkens Hus’ egne arrangementer

I Musikkens Hus gør vi alt, hvad vi kan, for at gennemføre alle vores arrangementer – og naturligvis i overensstemmelse med myndighedernes aktuelle retningslinjer.

Skulle det alligevel ske, at koncerter arrangeret af Musikkens Hus eller Aalborg Symfoniorkester i yderste konsekvens må aflyses, kan du selvfølgelig få dine billetter refunderet. Du vil i tilfælde heraf modtage en mail med nærmere information.

Ved eventuelle koncerter, der må udsættes, opdeles eller på anden vis ændres, er det muligt at anmode om refundering i op til 14 dage fra det tidspunkt, hvor du som gæst modtager en mail herom. I tilfælde af at ændringen sker mindre end 14 dage før koncerten, gælder muligheden for refundering frem til koncertdatoen – dog inden for Billetkontorets åbningstider.

For refundering bedes du henvende dig på info@musikkenshus.dk.

Vi gør venligst opmærksom på, at Ticketmaster desværre ikke kan refundere deres billetgebyr, samt at der i denne ekstraordinære tid kan gå op til to måneder, før pengene går ind på din konto.

Opdeling af Musikkens Hus' egne arrangementer

For at sikre ekstra god afstand mellem vores gæster kan det blive nødvendigt at opdele publikum ved koncerter arrangeret af Musikkens Hus eller Aalborg Symfoniorkester, således vi afholder to koncerter fremfor én.

I tilfælde af en opdeling og eventuel omplacering i salen bestræber vi os på, at du får tildelt en plads så tæt på dit oprindelige sæde og kategori som muligt, og vi anmoder om forståelse i denne helt særlige tid.

Såfremt du ikke ønsker at deltage i koncerten som følge af denne ændring, gælder refunderingspolitikken beskrevet i foregående afsnit.

Nedjustering af gæster ved Musikkens Hus' egne arrangementer

I Musikkens Hus arbejder vi på højtryk for at sikre, at vi kan gennemføre alle arrangementer efter gældende retningslinjer – og naturligvis med det antal gæster, som har købt billet.

Skulle det alligevel ske, at vi i yderste konsekvens må nedjustere antallet af gæster ved koncerter arrangeret af Musikkens Hus eller Aalborg Symfoniorkester, vil det være de senest købte billetter, som desværre må annulleres. Gælder det dig, vil du automatisk blive skrevet på venteliste, og såfremt der frigives pladser, vil ventelisten blive kontaktet.

Refundering ved arrangementer af eksterne arrangører

Musikkens Hus lægger lokaler til en lang række foredrag og arrangementer, som udbydes af eksterne arrangører. Det gælder eksempelvis Tikko, All Things Live, Mod Til og Cdl Entertainment.

Billetsalget sker hos arrangøren selv, og eventuelle ændringer ved disse arrangementer håndteres således også af dem. Vi opfordrer derfor til, at du forud for billetkøb undersøger refunderingspolitikken hos den givne arrangør. 

Praktisk information forud for arrangementer

Ved alle arrangementer, der afholdes i Musikkens Hus, følger vi myndighedernes aktuelle retningslinjer, og som billethaver vil du modtage en mail med praktisk information, inden du møder op i huset.

Der er nemlig ikke noget, som er vigtigere for os, end at alle vores gæster får en god og tryg oplevelse til koncerter, foredrag og øvrige arrangementer.

Vi glæder os meget til at byde dig velkommen.