Omtanke & ansvar

Musikkens Hus har – ligesom alle andre virksomheder – et medansvar over for det samfund, vi er en del af, de mennesker, vi omgiver os med, og den klode, vi bor på.

Derfor ønsker Musikkens Hus altid at handle med omtanke og at integrere sociale, samfundsmæssige og miljømæssige hensyn i vores aktiviteter. På den måde forsøger vi at gøre en forskel på alle de områder, som vi har mulighed for at påvirke positivt.

Solenergi og fjordvandsindtag

Musikkens Hus har installeret 262 solcellepaneler, der året rundt hjælper til at nedsætte husets energiforbrug. Herudover benyttes fjordvandsindtag til at nedkøle huset det meste af året. Nedkølingen er mulig, når fjordens temperatur er koldere, end der er behov for i huset. I disse tilfælde er det kun nødvendigt at anvende elektricitet til cirkulationspumpen.

Ventilation og dagslys

Graden af ventilation i øvelokaler, kontorer og mødelokaler er bestemt ud fra det enkelte lokales kapacitet, således at der ikke anvendes mere energi end højest nødvendigt til dette formål, hvilket ligeledes er årsagen til, at øvelokalerne kun ventileres, når de er i brug. I foyeren benyttes naturlig ventilation til udluftning, via lavniveaubetjente vinduer til luftindtag og højniveaubetjente vinduer til luftudtag.

Også bygningens design er udtænkt med afsæt i energibesparende tiltag. De mange runde vinduer og glasgulve i foyeren betyder, at behovet for kunstig belysning minimeres, og det naturlige dagslys udnyttes optimalt.