Om Musikkens Hus

På Aalborgs havnefront med frit udsyn over Limfjorden finder man Musikkens Hus; nordjydernes musikalske samlingspunkt og en arkitektonisk perle tegnet af det internationalt anerkendte arkitektfirma Coop Himmelb(l)au.

Huset består af mere end 20.000 m2 fordelt på ni plan med bl.a. fire koncertsale, fem scener, en indbydende restaurant, en spændende foyer samt undervisnings- og administrationsfaciliteter. De faste beboere er Aalborg Symfoniorkester, Det Jyske Musikkonservatoriums Aalborgafdeling, Aalborg Universitets musikuddannelser og musikterapi,  Musikkens Spisehus samt Musikkens Hus’ egen virksomhed.

Uddannelse og forskning

Det er ambitionen, at samlingen af uddannelses-, forsknings- og kulturinstitutioner vil udmønte sig i fremadskuende, dynamiske synergier og samarbejder, der vil komme både beboere og besøgende til gode. Musikkens Hus summer af liv og lyd, og med fire sale, akustisk optimerede til deres specifikke formål, byder huset på et hav af forskellige arrangementer.

Et hus der samler

Musikkens Hus er stedet, hvor folk mødes om store musikalske oplevelser. Et åbent og vedkommende multihus, der bringer besøgende, studerende og udøvende musikere sammen om en fælles interesse – musikken.

Et bevægende hus

Husets mange arkitektoniske detaljer indbyder til udforskning og bevægelse. Når du bevæger dig rundt i huset, vil du opleve vægge, der skråner, trapper, der bugter og snor sig, runde vinduer i utallige størrelser og udskæringer, hyggelige lounges og altaner, smukke koncertsale med indkigspartier og meget mere. Når du har bevæget dig rundt i huset, er ønsket, at du skal bevæge dig ind i salene og lade musikken bevæge dig.  

Musikkens Værdier

Musikkens Værdier består af fem nøje udvalgte ord, der til sammen udgør husets værdigrundlag. De fem ord er: 

Kvalitet: Musikkens Hus tilstræber til enhver tid at levere kvalitet.
Tillid: For Musikkens Hus er tillid et udgangspunkt ikke en undtagelse.
Service: Musikkens Hus vil altid levere bedre service.
Dialog: Musikkens Hus tilstræber dialog, løsninger og samarbejder.
Ambition: Musikkens Hus vil være bedst til at bevæge og begejstre.

Musikkens Spisehus

Musikkens Spisehus er Musikkens Hus’ hyggelige restaurant og café. Her kan du komme ind fra gaden og nyde et lækkert måltid eller udvide din koncertoplevelse med en tre-retters koncertmenu. Fokus er altid på at skabe velsmagende retter, der anvender bæredygtige og lokale råvarer samt det at udforme en menu, som skifter i takt med årstiderne. Læs mere om Musikkens Spisehus her.

Historien bag Musikkens Hus

Dette er historien om et kulturelt og arkitektonisk landmærke, der var lige ved at støde på grund, men som med økonomisk og organisatorisk støtte igen kom på ret kurs. Og som du vil se i denne fortælling, er store visioner, store ambitioner og en stor portion hjerteblod omdrejningspunktet i historien om Musikkens Hus.

Det første spadestik til Musikkens Hus tages 31. maj 2010, men historien, om hvordan huset blev til, begynder allerede i 1986, hvor lokale kræfter stifter foreningen Musikhusets Venner.

Musikhusets Venner

”Et musikhus ville give synlighed og have tiltrækningskraft. Vi ville gøre noget mere på kulturområdet for de mennesker, der allerede boede i Nordjylland, for dem, som lige var kommet, og for dem, vi vidste, var på vej.”

Sådan siger Erik Bach, den første formand for foreningen Musikhuset Venner, som stiftes 10. marts 1986. Musikkens Venner har til formål at ”fremme etableringen af et hus i Aalborg med udgangspunkt i det stedlige musiklivs behov”, som der står i foreningens vedtægter.

Musikhusets Venner arbejder målrettet for at realisere drømmen om et musikhus, men der skal løbe meget vand i åen før første spadestik kan tages i 2010. 

Forskning og uddannelse sikrer Musikkens Hus

I 1999 står drømmen om et musikhus i stampe, men da Aalborg Universitets rektor, Sven Caspersen, og prorektor på Nordjysk Musikkonservatorium, Peter Wang, under en tenniskamp kommer på idéen om at etablere en forsknings- og uddannelsesdel i musikhuset, giver det projektet ny luft under vingerne.

Idéen præsenteres for borgmester Henning G. Jensen, amtsborgmester Orla Hav og Aalborghallens direktør Ernst Trillingsgaard, og i 2000 gives der fra politisk hold grønt lys til at opføre et musikhus med en undervisningsdel på havnefronten i Aalborg.
Idéen fænger ligeledes hos det lokale erhvervsliv, hvor især Spar Nord Fonden og Det Obelske Familiefond melder opbakning. Direktørerne for de to fonde, Ole Jørgensen og Ole Sørensen, etablerer sammen med N.K. Strøyberg Komitéen til Rejsningen af Musikkens Hus i Nordjylland.

Fra 2001 til 2006 indsamler Komitéen til Rejsningen af Musikkens Hus i Nordjylland private midler for 72 mio. kr., som takket være renter på sigt bliver til over 87 mio. kr. Af dette beløb har Det Obelske Familiefond som en særlig donation givet 15 mill. til husets koncertorgel. De indsamlede midler er nok til at Aalborg Kommune og det daværende Nordjyllands Amt vil støtte projektet. I samme periode etableres, hvad der senere vil vise sig at blive, et afgørende samarbejde med Realdania, som i foråret 2001 donerer 5 mio. kr.

Arkitekten findes

Musikkens Hus indbyder i maj 2002 tolv på forhånd udvalgte rådgivningsgrupper til en projektkonkurrence, og i november samme år udpeges tre arkitektgrupper til finalerunden. Coop Himmelb(l)au kåres som vinder med projektet, der i folkemunde døbes ”Den Gyldne Reje”.

Projektet i problemer

”Den Gyldne Reje” løber imidlertid ind i vanskeligheder. For da byggeriet i 2006 bliver udbudt i licitation, viser det sig, at Musikkens Hus ikke kan opføres inden for den planlagte økonomiske ramme. Derfor vælger de daværende bygherrer, Fonden Musikkens Hus i Nordjylland og Statens Forsknings- og Uddannelsesbygninger, at sætte projektet på standby.

Men drømmen om et musikhus i international klasse lever videre hos de mange ildsjæle, der er involveret i projektet. Og kort før julen 2006 genopstår projektet.

Realdania redder Musikkens Hus

Miraklet var signeret Realdania, og datoen 20. december 2006 går over i musikhusets bevægende historie som ”Store Redningsdag” – den dag, hvor Realdania tilbyder at gå ind med de nødvendige finansielle ressourcer og påtage sig hovedansvaret for at realisere byggeriet af Musikkens Hus i Aalborg.

Musikkens Hus i dag

Musikkens Hus blev ibrugtaget i sommeren 2013, hvor Aalborg Symfoniorkester, Det Jyske Musikkonservatoriums Aalborgafdeling, Aalborg Universitets musikuddannelser, Center for Dansk Jazzhistorie samt Musikkens Hus’ egen virksomhed flyttede ind.

Koncerthusdelen i Musikkens Hus blev skudt i gang med et 13 dage langt åbningsprogram den 29. marts 2014.

Hvis du er interesseret i at lære mere om Musikkens Hus’ historie, kan du læse hele beretningen om, hvordan store drømme blev til store muligheder for det nordjyske musikliv i bogen Drømmen og Gejsten – 25 år med Musikhusets Venner.