Musikkonservatoriet

Det Jyske Musikkonservatorium, Aalborg, har pt. ca. 100 studerende, størstedelen fordelt på den rytmiske IM-uddannelse (Individuel Musikuddannelse). Ud over denne uddannelse rummer afdelingen i Aalborg også uddannelserne Rytmisk Kirkemusiker, Rytmisk Korledelse, E-musik og desuden Diplom- og Masteruddannelse i Rytmisk Korledelse.

Det Jyske Musikkonservatorium bryster sig af at have en international profil, og på afdelingen i Aalborg er det især på diplom- og masteruddannelserne, man finder de internationale studerende.

Det Jyske Musikkonservatoriums IM-uddannelse er den konservatorieuddannelse i landet, der rummer den største fleksibilitet, hvad angår individuel tilpasning. Det er muligt at skræddersy en meget personlig uddannelsesprofil via IM-uddannelsens struktur. Grundlæggende uddannes man til professionel musiker med pædagogik og får dermed kompetencer til at undervise på fx kulturskoler, højskoler, efterskoler o. lign. Endvidere indgår fagområdet Entreprenørskab som et centralt element i uddannelsens profil.

På afdelingen i Aalborg finder man også Rytmisk Korcenter. Her markerer Det Jyske Musikkonservatorium sig ved at ligge i front inden for udvikling og udbredelse af rytmisk korledelse. Korcentret er det naturlige omdrejningspunkt for uddannelser på højeste niveau inden for ledelse af kor og vokalgrupper samt for en lang række aktiviteter forbundet med dette område. På konservatoriet står verdens hidtil eneste professor i rytmisk korledelse, Jim Daus Hjernøe, i spidsen for et omfattende internationalt videreuddannelsesprogram for rytmiske korledere. Programmet er det eneste af sin art i Europa og har studerende fra både Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, Holland, Færøerne og Polen. Senest har Hjernøe indledt et samarbejde med McFerrins agentur i New York, Original Artist, om at certificere undervisere i Circlesongs på Det Jyske Musikkonservatorium.

Det Jyske Musikkonservatorium, Aalborg har en lang række samarbejdspartnere lokalt og regionalt, og er løbende i dialog og samarbejde med andre uddannelsesinstitutioner som fx Aalborg Universitet, UCN-læreruddannelsen, Gymnasier i Nordjylland, Kulturskolerne i region Nord, samt beboerne i Nordkraft og det nordjyske og aalborgensiske musik- og kulturliv.

Læs mere her: http://www.musikkons.dk/

Og her: http://www.musikkons.dk/index.php?id=489