12/ 10
2017
Koncertsalen
Klassisk

Kl. 19:30

DKK. (1) 700,- (2) 600,- (3) 500,-

NB: Gavekort udstedt før 1. april 2016 kan ikke indløses online. Kontakt Billetkontoret på 60203000

Roberto Alagna

Aalborg får besøg af endnu én af verdens bedste tenorer, når den fransk/sicilianske verdenstenor Roberto Alagna giver koncert med Aalborg Symfoniorkester i Musikkens Hus til oktober.

1,75 meter. Mere rager Roberto Alagna ikke op i fysisk forstand, men når han åbner for sin smukke og intense lyriske tenorstemme, som ubesværet plukker høje C'er ned fra himlen, så ryger man helt frem i stolen og er ikke i tvivl:

Roberto Alagna er en verdensstjerne, og det er ikke uden grund, han er blevet kaldt ”Den fjerde Tenor” fra den gang, ”De tre Tenorer”, Domingo, Pavarotti og Carreras, forvandlede sportsarenaer til opera-arenaer.

Lad dig bevæge af manden, der i mere end 25 år har været i en klasse for sig selv i både det italienske og franske dramatiske operarepertoire. 

Om Roberto Alangna

At den franske operastjerne med de sicilianske rødder skulle indtage verdens største operatempler lå ikke i kortene i det musikalske barndomshjem i Paris’ forstæder. 

Faktisk blev Roberto Alagna som barn bedt om tie stille, når hans onkel sang. Han var ikke familiens største talent, blev der sagt. 

Heldigvis for verdens operafans og for det nordjyske publikum, så fortsatte Alagna med at øve sig og lytte til de store tenorer – og heldigvis var ikke alle enige i familiens bedømmelse af den unge Alagna. 

Det helt store forbillede var Luciano Pavarotti, og da mesteren selv skrev autografer i et varehus i Paris, så fik Roberto Alagno mulighed for at tale få minutter med sit forbillede. Det resulterede i, at han blev inviteret til at stille op ”1988 Pavarotti Competition” –  som han vandt overlegent i en alder af 24 år, hvilket banede vejen for en storslået karriere. 

Blandt andet ryddede BBC sendefladen for at transmittere direkte fra han og ekshustruen Angela Gheorghius første optræden sammen i Covent Garden i London.

Roberto Alagna har gennem sin karriere været åben og nysgerrig over for alle aspekter af operaen, hvilket har resulteret i, at han har brugt sit store talent mangfoldigt i alle de største roller på de største scener.

Dertil har han også en imponerende række indspilninger bag sig, heriblandt Carmen og Don Carlos fra det franske repertoire og fra det italienske repertoire eksemplvis La Bohéme og Tosca. Da han i 2004 tegnede kontrakt med Deutsche Grammophon vandt hans første album under det nye pladeselskab dobbelt platin.

Roberto Alagna er kendt som en meget indfølende operasanger med et stærkt bånd til sit publikum. 

Roberto Alagnas opskrift til evig ungdom er i øvrigt generøsitet, kærlighed til publikum og evig entusiasme.

Bemærk: Ingen teleslynge. Det er en helt igennem akustisk koncert, og derfor er der ingen forstærkning.