få tilbage
09/ 11
2016
Intimsalen
Jazz

Kl. 19:30

DKK 300,- inkl. gebyr

NB: Gavekort udstedt før 1. april 2016 kan ikke indløses online. Kontakt Billet-kontoret på 60203000 for at indløse gavekortet.

Michel Camilo

Michel Camilo er en af de kunstnere, man ikke glemmer – fordi hans professionalisme, virtuositet og glæde ved musikken er tydelig for enhver, der har oplevet ham live. Nu kommer den grammyvindende pianist til Aalborg, hvor han giver solokoncert i Musikkens Hus.

Michel Camilo er opvokset i Den Dominikanske Republik, hvor han blev klassisk uddannet, men allerede som 25-årig bosatte han sig i New York, hvor han i løbet af 1980’erne fik stor succes som latin/jazzmusiker. Siden er det blevet til en lang og succesfuld karriere, hvor hans ekvilibristiske evner på klaveret har gjort ham til en eftertragtet musiker.

Det imponerende cv tæller samarbejder med alle fra Steve Gadd og George Benson over Lew Soloff og Jaco Pastorius til Wynton Marsalis, Joe Lovano, Herbie Hancock og såmænd Niels-Henning Ørsted Pedersen samt DR Big Bandet.

Camilo har vundet et utal af priser og modtaget nogle af de største hædrer en musiker kan drømme om, heriblandt flere Latin Grammypriser, en Emmy og en række Grammynomineringer.

Det er med andre ord noget af en klaverkapacitet, der nu gæster Musikkens Hus. Så er du til tangentspil på højeste plan med toner af latin, så gå ikke glip af denne aften!

Om Michel Camilo

Det bliver i familien. Camilo, der er født i 1954 i den Dominikanske Republik, havde intet mindre end ni onkler, der alle var musikere, og han var selv ni år gammel, da han selv samlede trækharmonikaen op. 

Den blev dog hurtigt skiftet ud med klaveret. Det unge talent begyndte at studere klassisk musik på musikkonservatoriet, og han var blot 16 år gammel, da han for første gang optrådte med hjemlandets Nationale Symfoniorkester.

Efter konservatorieuddannelsen følte Camilo sig tiltrukket af jazzen og bop-navne som Herbie Hancock og Chick Corea, og i 1979 tog han konsekvensen og flyttede til New York for at komme tættere på sine amerikanske forbilleder.

Han skrev sangen 'Why Not?', som The Manhattan Transfer transformerede til et hit, og selveste Dizzy Gillespie gjorde hans 'Caribe' til en del af sit repertoire. På den måde etablerede Camilo hurtigt sit navn blandt amerikanske latin/jazzfans. 

Debutalbummet Why Not?' udkom i 1985, og endnu større gennemslagskraft havde hans selvbetitlede plade fra 1988, som lå helt i toppen af jazzhitlisten i mere end ti uger i streg.

Siden da har Camilo fortsat sin karriere inden for jazz og latin, i starten af årtusindet kiggede han tilbage mod sin ungdom som klassisk pianist, da han spillede sammen med BBC's Symfoniorkester, og senest er han begyndt at komponere filmmusik.

Koncerten er en del af Musikkens Jazzklub. Bliv medlem her.

Bemærk: Ingen teleslynge