09/ 04
2016
Intimsalen
Singer-Songwriter

Kl. 20:00

Dkk. 225,- inkl. gebyr

Hymns from Nineveh

Support: Double Moon Mirage

De leverer nærværende og bevægende liveoptrædener fulde af eksperimenterende, finurlige og smukke påfund. Glæd dig til at blive fortryllet af ét af landets bedste og meste interessante livebands, når Hymns from Nineveh gæster Musikkens Hus.

Hymns from Nineveh udgav i oktober 2015 singlen ”Sunday Music” - titelmelodien på bandets fjerde fuldlængdealbum, der udkom 26. februar 2016. Det bliver således med helt nyt materiale, og sange fra det anmelderroste bagkatalog, at Hymns from Nineveh giver koncert i Intimsalen.  

”Et evangelium i lyd”

Bag navnet Hymns from Nineveh gemmer sig et musikalsk projekt egenrådigt orkestreret af Jonas Petersen. Sanger, sangskriver, guitarist - og med et helt særlig talent for at formidle livets glæder og sorger med en sådan autencitet, at man ikke kan undgå at blive rørt helt ind i hjertekuglen. Lyden karakteriseres bedst som folk-inspireret pop, der på en gang er tilgængelig og imødekommende, men som samtidig har dybde og rum, der giver lyst til at udforske mere. 

Hymns from Nineveh udgav i 2011 det anmelderroste album 'Hymns from Nineveh', som bl.a. fik roser som "himlende smukke", "fremragende sangskrivning" og "et evangelium i lyd" med på vejen. Det toppede på iTunes og blev kåret af GAFFA-redaktionen som 'Årets bedste album' i 2011. Samme år udgav Hymns from Nineveh også det smukke julealbum 'Endurance In Christmas Time', som var medårsag til, at Hymns from Nineveh blev nomineret til fire Steppeulv-priser. Sangen 'Anywhere with you' blev desuden kåret til andet bedste julehit af P3 sidste år. I 2013 toppede bandet igen med singlen ”A Kid on the Beach”, som bl.a. var 'P3's Uundgåelige'. Næste år er de tilbage med albummet ”Sunday Music”.

Sunday Music

I arbejdet med det nye album rejste Jonas Petersen i 2014 tilbage til Afrika for første gang, siden han og familien flyttede tilbage til Danmark, da han var syv år gammel. Mens hans far underviste præsteelever, og hans mor udbød hygiejnekurser, lyttede Jonas til korene i kirken, til lyde, indtryk og stemmer, som det afrikanske land omgav ham med.

Jonas H. Petersens baggrund kan mærkes i flere lag af hans musik i dag – både lyrisk, i percussionen og i deciderede lydspor, han har optaget på sin rejse og inkorporeret i de sange, han og bandet har brugt de sidste ni måneder på at indspille.

"Hymns from Nineveh er det første, jeg tænker på, når jeg vågner, og det sidste, jeg tænker på, inden jeg sover. Jeg har det, ligesom Sufjan Stevens engang sagde: det her er ikke et kunstprojekt – det er mit liv. 'Sunday Music' er sange om store følelser, om det, der rører mig. Følelsen af længsel efter kærlighed, nærvær og fællesskab er en rød glødetråd gennem sangene," fortæller Jonas H. Petersen om albummet. 

Support: Double Moon Mirage

Double Moon Mirage er en folkpop-duo bestående af ægteparret Henriette og Nikolaj Paakjær. Bevæbnet med kærlighed, nylonguitar og vokalharmonier går deres nærværende sange på æblerov i hjertets have i en sådan grad, at man ikke kan undgå at blive betaget. Double Moon Mirage er i øjeblikket i gang med at indspille deres debutplade, som udkommer senere på året.